The Girl Shop: Til stor forargelse og oplysning

The Girl Shop: Til stor forargelse og oplysning

Hvis der er noget danskerne er blevet ”dygtige” til på de sociale medier, så er det at udtrykke forargelse og vrede over holdninger og synspunkter i den offentlige debat. Shitstorms er for mange brands blevet en reel frygt eller værste fald en realitet.
Men hvad nu hvis man udnytter tendensen? Netop dét var baggrund for strategien til The Girl Shop, der til årets Rambuk vandt kampagneprisen.

Styrk verdens piger
Under dette års tema for Danmarks Indsamling ”Styrk verdens piger”, gik We Love People og Orchestra sammen om kampagnen ”The Girl Shop”, der skulle sætte fokus på den forfærdelige hverdag, som en stor del af verdens piger oplever. Udfordringen var dog, at danskerne bliver bombarderet med budskaber om nød og elendighed, så det traditionelle indsamlingsbudskab måtte vendes på hovedet.

The Girl Shop var udadtil en rigtig fin, lyserød webshop med nuttede pigeting – men kun ved første øjekast. Bag det lyserøde univers stod den brutale virkelighed og bankede på med beskrivelser som “Denne yndige kjole i prinsessesnit er brudekjolen, enhver barnebrud drømmer om”, ”CE-mærket sminkesæt til den unge prostituerede” og ”amme-bh til den mindreårige mor”. Budskaber, der fik danskerne op af sofaen og til tasterne.

Fra kalkuleret shitstorm til lovestorm
Danmarks Indsamling stod ikke eksplicit som afsender på ”shoppen” og shoppen blev hurtigt upopulær med dens eksponering af den groteske virkelighed.

The Girl Shop blev et diskussionsemne på flere medier. Er det okay at bruge klassiske e-commerce reklamer og direkte call-to-aktion på denne måde? Mange rasede mod kampagnen i kommentarsporet, hvor usmagelig en reklame det var og hvor ulækre produkter, der var til salg. Parallelt med shitstormen opstod der i mellemtiden en lovestorm. Kampagnen blev rost for at sætte budskabet på spidsen og for at turde provokere, samtidig med at de tog den til forsvar overfor den vrede del af kommentarsporet.

The Girl Shop vendte den kalkulerede shitstorm til en lovestorm, og pludselig var Danmarks Indsamling på alles læber. Kampagnen resulterede i massiv omtale og presse, bl.a. i Shitstorm på P1, Nationen! og på sociale kanaler. Indsatsen resulterede ikke mindst i, at Danmarks Indsamling opnåede det største niveau af engagement nogensinde.