Tidligere denne uge offentliggjorde Google, hvornår Google Universal Analytics (også kaldet GA3) lukker og slukker. Slutdatoen er 1. juli 2023, så om cirka 15 måneder stopper GA3-”ejendomme” med at processere data, og efter yderligere 6 måneder, skal du ikke forvente at kunne tilgå dine historiske data.
Google Universal Analytics har på mange måder været et genialt værktøj for rigtig mange virksomheder: Det har været let tilgængeligt, langt de fleste har kunnet nøjes med den gratis version og det har været relativt let at finde dygtige folk, der kender systemet. Universal Analytics har i det hele taget været med til at skabe en helt ny økonomi, hvor enhver virksomhed har kunnet blive klogere på de besøgende på deres digitale kanaler.
Men Universal Analytics er også blevet gammel, og har ikke sådan rigtig fulgt med tiden. Hverken i fleksibilitet eller i forhold til GDPR og privacy-regler. Dette er især blevet tydeligt de seneste måneder, hvor en række europæiske lande reelt er gået i gang med at forholde sig til lovligheden af Google Analytics.
Hvad medfører et skifte til Google Analytics 4?
Med GA4 træder Google Analytics ind i en ny fremtid, hvor der i langt højere grad er fokus på netop fleksibilitet og privacy. Det er dog ikke det samme, som at med GA4 er alt godt. Du skal stadig sikre dig, at du har indhentet korrekt samtykke og at du har helt styr på, hvilke data du sender og hvor du sender dem hen. Men det er blevet nemmere.
Med GA4 får du et værktøj, der fungerer markant anderledes and det Google Analytics, du kender. Rapporter, navngivninger, dataopsamling og -processering ændrer sig væsentligt, og du skal forberede dig på, at mange af de data og værktøjer, du benytter i dag skal omdefineres og andre helt forsvinder.
Hvad ligger der af konkrete ændringer i GA4?
Der er sket en del ændringer, men nogle konkrete nedslagspunkter er:
- Rapporteringsinterfacet ændrer sig, og mange af de standardrapporter, du kender, forsvinder. I stedet vil der komme nye rapporter til.
- Ny metode til at beregne sessioner. I GA3 blev en session sat hvis der: a) var gået mere end 30 min siden seneste sidevisning/hændelse, b) klokken krydsede midnat, c) den samme bruger kom tilbage til siden inden for 30 minutter, men med en ny kilde.
- Bounce rate forsvinder, og engagement rate tager over. Engagement rate er mere omfattende, og grundlæggende anderledes i sin funktion. Men til gengæld kan vi så slippe af med en af de mest misforstående og misbrugte metrics.
- IP-adresser anonymiseres som standard. I GA3 var det en specifik funktion, du aktivt skulle aktivere via din implementering.
- Measurement-modellen bliver baseret på hændelser og parametre – I GA3 var den primært baseret på sessioner, hændelser og sidevisninger. Så den klassiske “sidevisning” forsvinder, til fordel for et langt større fokus på de handlinger, som brugerne foretager sig.
- Data slettes automatisk efter 2 eller 14 måneder (du kan selv vælge) – i GA3 kunne du vælge at gemme dem for evigt.
Hvad skal jeg gøre nu?
Hvis du 1/7 2023 vil kunne kigge maksimalt antal måneder tilbage (14 måneder bagud), så har du til og med april i år, til at få implementeret den nye opsætning. Så har du endnu ikke opsat GA4-tracking på dit website endnu, er det nu, du skal i gang.
Der ligger en del arbejde i at blive fortrolig med GA4. Det handler både om den rent tekniske opgave at få implementeringen på plads, men også efterfølgende med at forstå de nye nøgletal og ikke mindst, at lægge dig fast på en fremtidig web analytics-strategi, der tager afsæt i disse nøgletal
Hvis du har brug for assistance, så sidder vi klar til at hjælpe. Vi vil under alle omstændigheder anbefale dig at tage fat i enten din daglige kontakt hos Orchestra eller Strategy Director Per A. Knudsen, pk@orchestra.dk. Så vil vi guide dig videre i processen.