
Benedicte Elkjær Jensen
Digital Planner
Medieverdenen er i konstant forandring, og 2024 var ingen undtagelse. Vi har set markante skift i, hvordan indhold forbruges, og hvordan annoncører navigerer i et stadig mere fragmenteret landskab. Streaming vinder fortsat frem, digital audio vokser, og sociale medier bliver stadig mere integrerede i forbrugernes hverdag. Samtidig står traditionelle medier som print, radio og flow-tv over for nye udfordringer – men også muligheder.
I dette blogindlæg dykker vi ned i de vigtigste tendenser og udviklinger inden for medieverdenen i 2025, så du kan få et overblik over, hvor markedet bevæger sig hen – og hvordan du bedst tilpasser dig de nye realiteter.
Vi har opdelt indlægget efter følgende mediegrupper, så du nemt kan navigere dig videre til det, der er relevant for dig:
- Flow-TV & Streaming
- Audio & Podcast
- Biograf
- Out Of Home (OOH)
- Programmatic
- Search
- Social
God læselyst!
Flow-TV & Streaming
I 2024 så vi fortsat faldende sening på flow-tv og stigende sening på streaming-kanalerne. Dette afspejles naturligvis også i efterspørgslen på annoncørsiden, hvor penge flyttes fra traditionelt tv over mod streaming-kanalerne.
Udfordringen, set fra et kommercielt synspunkt, er dog, at streaming-kanalerne slet ikke kan løfte den volumen som traditionelt flow-tv kan, da meget af indholdet afvikles uden reklamer.
I 2025 handler det derfor om at købe klogt ind på flow-tv og supplere i bredden med streaming og andre mediekanaler for at sikre dækningen i alle aldersintervaller.
Audio & Podcast
Lyd fylder fortsat mere i mediebilledet. Den traditionelle radiolytning var faldende i 2024, hvor danskerne i gennemsnit lyttede i 1 time og 20 minutter. Det var dog public service kanalerne, der tabte lyttere, men det kommercielle marked oplevede også et mindre fald.
Generelt fylder kommercielle spillere på markedet mere, hvilket bl.a. skyldes et voksende marked indenfor digital audio og dermed flere udbydere af f.eks. podcasts mv.
I 2025 vil vi se, at traditionel radio fortsat har den bedste dækning kommercielt, men det vil for langt de fleste give mening at supplere med digital audio for at nå bredest muligt ud i alle aldersintervaller.
Biograf
Vi streamer mere end nogensinde før – også i 2024, hvilket påvirkede antallet af biografture, som fortsat lå et godt stykke under tiden før Corona. Det ændrer dog ikke på, at eksponeringsværdien i biografen er unik. For annoncører er biografreklamer en sikker vej til visninger med høj opmærksomhed og stærk gennemslagskraft. Biografen er desuden et af de få medieformater, hvor samsening stadig er en garanti, hvilket gør det til en attraktiv kanal.
De største udfordringer for biografen som medie er at kontaktprisen – grundet begrænset udbud – er meget høj og mediet kan ikke stå alene pga. begrænset dækning. Når efterspørgslen stadig er der, er det naturligvis pga. de kvalitative fordele ved biografreklame. Vi ser en del perioder, hvor efterspørgslen overstiger udbuddet, og der dermed er udsolgt på det store lærred. I 2025 forventer vi dog en mindre vækst i antallet af solgte billetter, da 2025 tegner til at blive et stort filmår.
Out of Home (OOH)
Outdoor (OOH) annoncering gennemgår en spændende udvikling, hvilket 2024 også bar præg af. Historisk har markedet været præget af meget late-sale, som nu er afløst af høj efterspørgsel. Samtidig er OOH også blevet anerkendt som et effektivt dækningsmedie.
Digitaliseringen fylder mere end nogensinde, og flere analoge flader erstattes af digitale skærme, der muliggør nye teknologier som f.eks. Deep Screen. Alligevel fastholder analoge serier deres styrke i landsdækkende dækning og kombineres ofte med kreative løsninger med f.eks. Lenticular-tryk.
Programmatisk indkøb er begyndt at gøre sit indtog og forventes at blive mere udbredt i 2025. Derudover forventes den øgede efterspørgsel at medføre et behov for god planlægningstid, da vi ofte ser udsolgte perioder.
Trods udfordringer som faldende læsertal og stigende papirpriser fastholder printannoncering sin unikke position som et fordybelsesmedie uden støj fra “second screen”. I en tid, hvor det er blevet sværere at skabe bred dækning, tilbyder print en enestående mulighed for at ramme specifikke målgrupper og skabe engagement i en kontekst med høj opmærksomhed.
Selvom vi løbende ser kendte titler lukke ned – som eksempelvis Femina, der lukkede i 2024 – findes der fortsat rigtig mange printmedier. I 2025 ser vi dog en udvikling mod færre titler, nye
udgivelsesmønstre og indhold med større fokus på dybde fremfor bredde En transformation der kommer til at sikre printmediernes fortsatte relevans, især når det kommer til niche- og specifikke målgrupper.
Med 2025 forude er det klart, at print fortsat vil være et godt supplement til digitale og andre traditionelle kanaler – og en mulighed for annoncører, der ønsker at engagere sig med deres målgruppe i et miljø med større fordybelse.
Programmatic
Med kunstig intelligens som en central drivkraft udvides mulighederne for optimering og målretning i programmatic kampagner. AI’s indtog betyder bl.a. smartere budgivning og større effekt, men det stiller også krav til omtanke og gennemsigtighed i både teknologi og datahåndtering.
Vi ser en vækst i kanaler som Connected TV, Digital Out-of-Home og audio. Disse formater giver annoncører mulighed for at supplere de traditionelle placeringer med digitale touch points og bidrager heraf til både dækning og frekvens.
Med innovation følger også ansvar. ESG-principper og gennemsigtighed vil for et stigende antal annoncører være en medvirkende faktor i valget af medier og platforme. Valget mellem tech-giganterne og mere transparente medieløsninger bliver et fortsat omdrejningspunkt, som ikke kun handler om effekt isoleret set, men også om ansvarlig effekt.
Det handler om at kombinere innovation og etik for at sikre, at det programmatiske indkøb leverer værdi på alle fronter.
Search
Googles markedsandel har i mange år ligget stabilt. Men for første gang siden 2015 ligger de nu under 90%.
ChatGPT Search og Microsoft Bing leverer nye muligheder og søgefunktionen begynder i højere grad at blive en integreret del af diverse SoMe platforme som TikTok, Snapchat og mange flere. SEO er derfor også blevet vigtigere end nogensinde for at sikre synlighed i AI-genererede søgeresultater, og automatiserede og dynamiske søgeordskampagner er blevet mere relevante for at imødekomme den øgede kompleksitet i søgeadfærden.
I 2025 bliver det derfor afgørende at arbejde med SEO-optimering af sit site til AI-søgning for at fastholde synlighed, og i højere grad indtænke den fragmenterede søgeadfærd i sin SEM-annoncering – både ift. kampagnetyper og annonceringsplatforme.
Social
2024 bød på mange spændende udviklinger inden for sociale medier. Platformene udvikler sig stadig som en kompleks blanding af handel, underholdning og interaktioner. Samtidig blev autenticitet og fællesskaber tydeligere end nogensinde som essentielle elementer i en succesfuld SoMe-strategi.
SoMe-landskabet i 2025 er derfor drevet af autenticitet, fællesskaber og en strategisk langsigtet tilgang. Det handler ikke længere blot om at følge trends, men om at integrere de tendenser, der skaber reel værdi og styrker dit brand over tid. Læs vores seneste blogpost, der dykker detaljeret ned i 6 SoMe-tendenser, der er kommet for at blive.
Konklusion
Medielandskabet i 2025 er mere fragmenteret end nogensinde før, og forbrugernes adfærd udvikler sig i takt med teknologien. Det betyder, at der ikke længere findes én enkeltstående løsning til at opnå bred rækkevidde – men i stedet en kompleks palet af kanaler, der skal balanceres strategisk.
De annoncører, der formår at kombinere traditionelt og digitalt, bruge data intelligent og samtidig navigere ansvarligt, vil stå stærkest. Autenticitet, innovation og en helhedsorienteret tilgang bliver afgørende for at skabe succes i 2025.
Brug for hjælp til din marketingindsats(er)?
Har du brug for hjælp til dit medieindkøb, din marketingstrategi eller ønsker sparring i din hverdag med markedsføring, står vi altid klar til at hjælpe. Kontakt vores Direktør & Senior Partner, Thomas Huniche, på th@orchestra.dk
Kilder:
Gallup indeks Danmark, 2019-2024
AdvantEdge 2024
Nielsen seerundersøgelsen 2024
TechEdge 2024
Bauer Media 2024
Dansk Reklamefilm 2023
Orchestra 2020-2024
Kantar Gallup Index Danmark
https://searchengineland.com/google-search-market-share-drops-2024-450497