Core Web Vitals – Hvad er det og hvorfor er det vigtigt?

Picture of Michael Bach Elkjær
Michael Bach Elkjær
Performance Director

Den gode brugeroplevelse er et centralt omdrejningspunkt for de fleste forretninger med et digitalt fodspor. Den giver nemlig gode konverteringsrater, tilbagevendende brugere, den udgør et centralt element i din brandværdi og meget mere. Og i løbet af sommeren 2021 bør det også blive en central del af din SEO-strategi. Her introducerer Google nemlig “Core Web Vitals”, som bliver en del af deres rankingfaktorer.

Kort fortalt afgør Core Web Vitals gennem en række parametre, hvor god en oplevelse det er for brugerne at besøge dit site. De kigger blandt andet på hastighed, interaktivitet og visuel stabilitet.

Hvor Google tidligere primært har kigget på mobilresponsiveness, safe-browsing, https og no intrusives når vi har snakket brugeroplevelse, tildeles vi nu et sæt konkrete og målbare parametre, som vi kan optimere på. Disse er endda allerede blevet en integreret del af Google Search Console under “Vigtige Netstatistikker”, så der er ingen undskyldning for ikke at gøre det til en del af din optimeringsproces allerede i dag.

Hvad er Core Web Vitals?

Core Web Vitals er et sæt konkrete performance metrics, som belyser de aspekter af en sides tekniske elementer, som har indflydelse på brugeroplevelsen. Disse inkluderer hastighed, interaktivitet og visuel stabilitet, som alle får en karakter, der spænder fra “Dårlig” –> “Skal forbedres” –> “God”.

Hvor finder jeg mit sites Core Web Vitals?

Selvom Google endnu ikke officielt har implementeret værktøjet i deres algoritme, som beregner hvilke sites, der skal vises på hvilke søgninger, kan du allerede nu se, hvilke karakterer siderne på dit site vil få i den nye opdatering. Du kan finde dem ved logge ind på din Google Search Console konto og klikke på “core web vitals” (eller “vigtige netstatistikker” hvis din konto er på dansk).

Her kan du finde to rapporter. En til desktop og en til mobil. De to rapporter giver dig hver en liste af URL’er der 1) er gode, 2) kan forbedres eller 3) er dårlige i forhold til Core Web Vitals.

Hvis du har mange URL’er der er “dårlige” betyder det, at de er langsomme til at vise det vigtigste indhold, langsomme til at loade og giver en dårlig brugeroplevelse med indhold, der hopper og danser for meget.

Hvis en URL bliver kategoriseret som “skal forbedres” er det oftest en kombination af to eller tre af disse elementer. Hvis en URL bliver kategoriseret som “god” behøver du ikke bekymre dig om den.

Når du åbner en af rapporterne, vil du se en side, der ligner noget a la det her:

Her kan vi se, at vi har 530 URL’er der har et LCP-problem (hastighed). Ambitionen er at have 75% af alt indhold loadet på 2,5 sekunder, og alle disse sider har en længere load-hastighed end det. Derudover har vi 11 URL’er, der har et CLS-problem (visuel stabilitet), hvilket betyder, at siden loader på en måde, der ændrer dens struktur for ofte.

De forskellige elementer i Core Web Vitals

  • Hastighed (Largest Contentful Paint)  refererer til sidens loading performance. Mere specifikt sidens opfattede load hastighed, hvilket indikerer, hvor lang tid det tager, før siden viser elementer, der er vigtige for brugeren. Altså ikke at forveksle med den mere gængse “page loading speed”.
    Det er meget normalt at have det vigtigste indhold øverst på siden (above the fold), men hvad nytter det, hvis det tager 5 sekunder at loade? Det ses ofte med sider, der har lækre videoer eller billeder med vigtig information øverst på siden, men de kan ofte være ret tunge at loade ind og kan derfor få brugerne til at bounce. Netop derfor er dette element blevet en del af Core Web Vitals.Det generelle benchmark for load er 2,5 sekunder, hvilket betyder, at siden skal vise alt above the fold inden for 2.5 sekunder.
  • Interaktivitet (First Input Delay) refererer til den generelle responsiveness af siden. Her måles den tid, der går mellem brugeres første interaktion med siden og hvornår browseren reagerer på denne interaktion.
    Lad os for eksempel sige, at en bruger udfylder en formular på en side og trykker “send”. Hvor lang tid tager det, før dit site begynder at behandle den request? Dette er dit First Input Delay. Altså tiden mellem brugeren laver en handling og sitet reagerer på det. Det kan desuden også være en vigtig forretningskritisk metric, da det kan afgøre, om en bruger konverterer til et lead eller ej.
  • Visuel Stabilitet (Cumulative Layout shift) refererer til frekvensen af uventede skift i en sides layout under load og en sides overordnede visuelle stabilitet.
    Forestil dig at en besøgende bruger scroller ned over din side og ser noget interessant på siden. Brugeren prøver at klikke på en knap, men knappen flytter sig i sidste øjeblik, fordi der er et element, der har loadet højere oppe på siden.
    Eller forestil dig en bruger, der prøver at læse en paragraf, hvor paragraffen bliver ved med at flytte sig, fordi forskellige billeder og videoer loader ind gradvist. Det giver uden tvivl en dårlig brugeroplevelse.

Hvorfor er Core Web Vitals vigtigt, og skal du være bekymret?

Google har de seneste år fokuseret på sites, der giver en god brugeroplevelse, og belønnet disse i form af synlighed. Core Web Vitals er endnu et initiativ, der skal flytte den gode brugeroplevelse helt frem i bussen. Core Web Vitals er også interessant, fordi du får endnu et værktøj, der kan afgøre, hvor din SEO-indsats er brugt bedst.

Det er ingen hemmelighed, at det, at arbejde med SEO, kan være nogle lange seje træk henover en lang periode. En stor del af disciplinen omhandler at kunne identificere de lavthængende frugter, for at få mest værdi ud af sin tid. Og derfor er Core Web Vitals interessant; Det peger på netop de sider, som kan løfte din sides synlighed til næste niveau.

Hvis du har et site, hvor du allerede har arbejdet godt med din brugeroplevelse, så kommer denne opdatering ikke til at have en negativ indvirkning på din synlighed. Tværtimod. Men det er et klart signal fra Google om, at brugeroplevelse generelt kommer til at fylde mere de næste år. Har du derfor endnu ikke arbejdet fokuseret på din brugeroplevelse, er det her den perfekte mulighed – inden ændringen løbende bliver rullet ud i løbet af sommeren.

Artiklen er skrevet af Michael Elkjær, der har mere end 9 års erfaring med teknisk SEO og Web Analytics i bagagen, og har arbejdet med brands som MAC Cosmetics, L’Oreal og Sanofi.

Har du spørgsmål eller brug for at vide hvordan det kommer til at berøre netop dit site, er du meget velkommen til at kontakte Head of SEO Maria Ejstrup på ​​me@orchestra.dk.

Kan computerspil være en marketingstrategi?
Fire fundamentale trin til en moderne search kontostruktur