Orchestra A/S bliver 100 % medarbejderejet

Picture of John Herup
John Herup
Adm. direktør & Founding Parter

Ledelsen i mediabureauet Orchestra køber nu de oprindelige ejer-reklamebureauer ud, og samtidigt udvides antallet af ejere i medarbejderkredsen betragteligt fra 4 til 9 personer, med klare ambitioner om at øge antallet yderligere fremad.

I februar 2013 gik Orchestra i luften i 2013 med en ambition om at forandre mediabureauverden, og bureauet har været på en konstant vækstrejse siden. Fire reklamebureauer, med navnkundige Jan Duckert i spidsen, investerede fra start i selskabet og den nye transparente model for mediabureaudrift i Danmark. Siden har majoriteten af aktierne altid været hos de bagvedliggende reklamebureauer.

Nu ændres dette, idet alle aktier købes tilbage af ledelsen, og selskabet vil fremover være 100 % medarbejderejet.

Administrerende direktør og Founding Partner John Herup udtaler i den forbindelse:
”Det har været den vildeste oplevelse at være med til at bygge bureauet fra de oprindelige to medarbejdere til de 60 dedikerede personer, som vi runder lige om lidt. Det er jeg både ekstremt stolt og ydmyg over. Sandheden er jo, at det aldrig ville være lykkedes uden både gode mennesker omkring mig og en erfaren bestyrelse til sparring om mål og retning.”

John Herup fortsætter: ”Når jeg ser tilbage, er der især to ting, som vi er lykkedes med. Først og fremmest at grundlægge et uafhængigt alternativ til de traditionelle mediabureauer, ved at bygge bureauet i fællesskab med vores kunder og med deling af fortjenesten. Men den ledelsesmæssige dimension, som har bestået i at finde de rette mennesker, der passer til vores mindset og værdier, samt at give masser ansvar til de rette, har været mindst lige så vigtig. Nu tager vi selv større ansvar for vores butik, og med denne øvelser spejler vi så at sige andelstanken fra vores markedsvendte position, helt ind i sjælen og ejerskabet af virksomheden.”

De seneste par år har Orchestra fordoblet forretningen, og den nye ejerstruktur sender et klart signal til markedet om et fortsat højt ambitionsniveau. Trods tunge skyer over branchen, tegner fremtiden fortsat lys hos Orchestra.

”Vi er overbevist om, at der stadig er et stort og uforløst potentiale blandt de danske annoncører. Flere og flere annoncører interesserer sig for kombinationen af transparens og neutral rådgivning på et højt fagligt niveau, og her har vi bare en helt unik model. Så forudsætningerne for fremtidig vækst er bestemt til stede.
Skal vi lykkes med dette kræver det, at vi både får bredere skuldre i antal, i faglighed og i kompetencer. Vi har de seneste år parallelt med driften investeret i nye, yngre og dygtige kollegaer, og ved at demokratisere yderligere, skal vi nu forløse noget af denne talentmasse i fremtidig vokseværk.”

John Herup afslutter: ”Vi sender med denne ændring et klart signal til markedet om, at vi er ærgerrige og at vi vil mere. Og vi sender et tilsvarende signal til både eksisterende såvel som nye potentielle medarbejdere om, at man hos os kan drive det langt, hvis både vilje og evner er der.”

Den samlede partnerkreds i Orchestra A/S udgøres fremad af:
John Herup, Adm. direktør & Founding Parter
Thomas Huniche Sterndorff, Direktør & Senior Partner
Kim Andreasen, Direktør & Senior Partner
Anne Norberg, Direktør & Senior Partner
Anne Stokholm Hansen, Director & Partner
Sandra Olsen, Strategy Director & Partner
Christina Kotzias Hørup, Data & Insights Director & Partner
Line Luna Hasselsteen, Digital Director & Partner
Martin Larsen, CFO & Partner

Peaker mediepriserne under Black Friday?
Har du styr på, hvordan dit brand bliver præsenteret på Twitter?